Tonax hjælper unge til at være bedre klædt på til livet med høretab

I uge 26 var unge mennesker med høretab omdrejningspunktet på et sommerhørekursus på Frijsenborg Efterskole. Her blev ca. 40 unge fra 5. – 9. klassetrin introduceret til den forunderlige verden af lyd, akustik og høreteknik på en sjov og legende måde. For selvom man lider af høreudfordringer, er der utrolig meget hjælp at hente i høreteknisk udstyr og akustikregulering – men man skal først og fremmest føle sig fortrolig med at bruge teknikken! Frijsenborg Efterskole åbner derfor dørene og inviterer hvert år unge mennesker med høretab på sommerlejr med diverse workshops og masser af sjov og socialt samvær.

Tonax er rigtig glade for at være inviteret med i legen, hvor vores høreteknikere Lars Daugaard og Dennis Engelbrecht Vang afholdt workshops i brugen af diverse høreteknisk tilbehør, og åbnede dermed en verden af høretekniske muligheder, som kan gøre hverdagen lettere for de unge. Deltagerne lavede bl.a. en lille sjov øvelse med at guide sin kammerat, der har bind for øjnene, udelukkende ved brug af kommunikationsudstyr. En underholdende måde at gøre de unge fortrolige med udstyret og afprøve dets muligheder.

Vores akustikkonsulent Casper Wils var også med på lejr, hvor de unge fik indblik i, hvad akustikregulering kan gøre for lydforholdene i et givent rum. Dette er vigtigt, så de unge igennem deres uddannelse og fremtidige arbejdspladser selv kan være med til at sikre, at dette foregår under ordentlige akustikforhold.
Vores ønske er, at de unge bliver selvkørende og lærer selv at tage ansvar for deres udfordringer, således de sørger for at skabe de optimale forudsætninger for at leve det bedste liv, man kan ønske sig!

Både Lars, Dennis og Casper formåede at gøre den svære teknik forståelig og sjov for de unge mennesker, hvilket blev kvitteret med en udtalelse fra én af deltagerne: ”Det her har været den fedeste workshop indtil videre!” Ingen tvivl om, at sommerkurset var en succes, hvilket Frijsenborg Efterskole og de frivillige kan tage en stor del af æren for – og som gør, at de gentager succesen år efter år!

Del denne artikel